Dette års sommer-jazz-playliste startede med at en god ven stoppede forbi. Hvilket i sig selv var glædeligt. Men vedkommende havde ovenikøbet også en gave med.
Jeg indrømmer, at jeg blev en lille smule nervøs ved at se navnet Donald Byrd på et album med titlen “Free Form”. Men der var slet ikke noget at være bange for, skulle det vise sig.
På nær titelnummeret, der afslutter side to, så er der nemlig ikke nogle nævneværdige tendenser i retning af uregerlig “free jazz” her.
IMG_2139 (1).jpeg
Det er et rigtigt fint album, hvor også Wayne Shorter og Herbie Hancock medvirker og det viser bare, hvor vigtigt det er at have venner, der kan vise en nye veje. Donald Byrd er nok en, jeg kommer til at høre mere til. Så tak for det.
Craft har genudgivet Lee Morgan’s “Here’s Lee Morgan”, oprindeligt på VeeJay Records. Hvis nogen stadig er i tvivl, så er jeg kæmpe fan af Lee Morgan’s produktion. Jeg køber stort set, hvad jeg kommer i nærheden af og er heller ikke blevet skuffet denne gang. Musikken er frisk og stramt fremført. Godt hjulpet på vej af en lydsignatur, der både virker mere detaljeret og dynamisk end Morgan’s udgivelser på Tone Poet. Der ellers ikke på nogen måde er
dårlige. Men der er jo det med Rudy Van Gelder’s optagelser, at de alle sammen har det med at lyde som netop Rudy Van Gelder-optagelser og ind i mellem kan man godt få lyst til at smage en anden
flavor. “Here’s Lee Morgan” er som vanilje i stedet for chokolade. Ikke bedre, bare anderledes godt.
IMG_2138.jpeg
Hvis det overhovedet er muligt, så er jeg en endnu større fan af altsaxofonisten Art Pepper end af Lee Morgan. Live-albummet “An Afternoon In Norway - The Kongsberg Concert” spiller en rolle i et andet
long read in the making. Så jeg vil her blot sige, at hvis man er det mindste interesseret i Art Pepper’s sene periode eller bare i det hele taget i gode liveoptagelser af jazz, så er det her et album, man bør overveje nøje. Man kan også sige, at der slet ikke er noget at overveje og at det eneste fornuftige sådan set bare er at købe den.
IMG_2138.jpeg
Det er, indtil videre, Årets Jazzudgivelse 2025. I hvert fald for mig.
Helt det samme kan jeg desværre ikke sige om “Getz Au GoGo” med The New Stan Getz Quartet Featuring Astrid Gilberto, udgivet på Verve/UMe.
Det burde jo ikke kunne gå galt med en tenorsaxofonist i absolut verdensklasse og en
darling ved mikrofonen, som er umulig ikke at blive forelsket i - og det gør det da heller ikke sådan for alvor. Men det er alligevel en optagelse, der viser, at bare fordi man har lavet en fremragende plade i et studie. Så kan det at fremføre musikken live godt være noget ganske andet.
For det første, så var koncerten på den hippe cafe i The Village premieren for Getz’ nye orkester og jeg synes godt, man kan sige, at de måske burde have øvet sig
lidt mere inden der blev tændt for båndoptageren. Der er ikke den fortrolighed med materialet og det solide samspil, man ville forvente af musikere i Stan Getz’ selskab.
Eller for den sags skyld på en plade bragt på markedet af Analogue Productions.
Optagelsen afslører også med lidt mere end ønsket tydelighed, at Astrud Gilberto jo ikke lige frem var nogen STOR sangerinde. Ikke på engelsk i hvert fald og her heller ikke på en scene. Den måde, hun med
un petit nuttethed får tra-la-la’et sig igennem “One Note Samba” på, har måske nok virket på publikum i øjeblikket. Men på plade og over en afstand på tres år, bliver jeg desværre ikke imponeret. Sinatra’s fortolkning af nummeret på en 20 kroners kopi af “Sinatra & Company” fra brugtkassen er måske nok en anelse cheasy. I dag ville man sikkert i historieløs misforståelse sige "approprieret". Men også langt mere kraftfuld, overbevisende og fremfor alt af højere
kvalitet rent sang-teknisk. På stream kan man finde out-takes fra de sessioner, hvor Sinatra nådesløst pisker og dirigerer både sig selv og sit orkester igennem nummeret adskillige gange indtil han endelig er tilfreds med udtrykket. Der er forskel - også på "good" og "great".
En meget ung Gary Burton medvirker på vibrafon og han blev også væsentligt bedre med tiden.
Rent mikrofon-teknisk har jeg det også svært med et lydbillede, der overvejende består af en alt for markant lilletromme i den ene kanal og en tilsvarende dominant tenorsax i den anden og et “stereoperspektiv”, der får det til at lyde som om der er 10-12 meter imellem dem. Jeg kan ikke forestille mig en eneste cafe i verden, hvor det kunne have været tilfældet. For en gangs skyld, hvilket er usædvanligt for optagelser fra perioden, bliver indtrykket IKKE bedre af at blive afspillet i MONO.
Det er ikke tit, jeg brokker mig så meget og det er da heller ikke fordi, jeg er
meget skuffet. Det er absolut en hyggelig plade og den fungerer SÅ fint (som man siger) til et glas vin og en gang koteletter i fad på terrassen.
Men “Getz Au GoGo” er bare ikke helt den musikalske fest, jeg havde håbet på.
IMG_2141.jpeg
Om “Bitches Brew” ender med at blive en fest i Himmel eller Helvede, må vi vente lidt med at finde ud af. Jeg har længe ønsket mig den. Men mest for bare at have den i reolen til den dag, jeg ligesom bliver
klar til den. Det er ikke det eneste Miles-album, jeg har stående, men endnu ikke har turdet sætte på.
Først og fremmest er jeg vanvittigt fascineret, ikke bare af mandens musik. Men i lige så høj grad af alle de gange, han genopfinder sig selv i løbet af karrieren - og selvfølgelig alle de talenter, han trækker med sig i slipstrømmen. Tænk engang på alle dem, vi måske aldrig havde hørt eller hørt om, hvis ikke de på et eller andet tidspunkt havde spillet med Miles.
“Bitches Brew” er under alle omstændighedet et hovedværk, der viser retningen frem mod den elektriske fusions-jazz og der er jo faktisk dem, det mener at det både er et bedre og vigtigere album end “Kind Of Blue”.
Så vidt kommer jeg nok ikke til at gå. Men jeg glæder mig til at dykke ned i endnu en fase af Miles’ evolutionshistorie.
Du har ikke tilladelse til at få vist vedhæftede filer i dette indlæg.
