Vintagehifi.dk

Forleden landede dette pop-album her på matriklen. Det kom hele vejen fra USA og har snurret en del gange siden. Så kom ikke og sig, at jeg kun hører jazz her på ambassaden

Gruppen er Fleetwood Mac, som de allerfleste nok kender – vel mest pga 1977-albummet ”Rumours”, der har det med at komme på diverse top-ti-lister over de bedste pop-rock-albums. Ever.
.
Dette her er albummet lige før ”Rumours” og udgivet i 1975 - altså med knap 2 år imellem.

Op til albummets indspilning var bandet blevet udvidet med Stevie Nicks (vokal) og Lindsey Buckingham (vokal, guitar), som dannede par privat.
Musikken bevægede sig i mere amerikaner-pop-retning (hvis dét er et begreb…) end der hvor Fleetwood Mac kom fra – nemlig mere blues-præget musik. Specielt da med-stifteren Peter Green var med i de første år.

Og det er da også pop-rock-sange (fra gang-i-den til ballader) der er på albummet. Stilen genfindes let på Rumours, som måske samlet set er et bedre album – og i hvert fald solgte langt bedre og er blevet spillet langt mere. Så meget, at man (jeg også lidt) ind imellem får dén der følelse af, at nu har man altså hørt nok for et godt stykke tid. Og det også selv om det ér et fremragende album.

Den træthed har man ikke med ”Fleetwood Mac”-albummet, der nu ellers også solgte rigtig godt og blev en slags gen-gennembrud for bandet.
Bagsiden af dén medalje er så, at det lagde et stort pres bandet i form af koncert-turneer og et opfølgningsalbum. Samtidig tjente de så meget, at der ikke var problemer med at købe alt det sprut og alle de stoffer, bandets medlemmer kunne indtage…

Som nogle sikkert ved, blev opfølgeren ”Rumours” lavet mens bandets 2 par (Nicks & Buckingham og John & Christine McVie) var ved at gå fra hinanden. 5.-manden (Mick Fleetwood) var også ved at blive skilt fra sin hustru – og ja for resten, så havde han da også en affære med Stevie Nicks samtidig…

Men her på ”Fleetwood Mac”-albummet er alt rimelig fryd og gammen, sangene er ikke bitre udfald mod ex’en – og i det hele taget et dejligt pop-rock-album.

Versionen, der snurrer her, er Rhino’s nylige udgivelse og den tjekker alle boksene: Lavet fra de org. master-bånd af Kevin Grey i hans Cohearent Audio-studie med rent rørgrej. Og selv presning har tyske Optimal faktisk klaret til UG (de kan altså godt hos Optimal: Jeg synes de har fået gevaldig styr på kvalitets-kontrollen de seneste par år – modsat i de første år efter COVID, hvor jeg måtte bytte ca ½ af hvad der kom derfra…).

Hvis man skal have dette album i super-kvalitet (og med et særligt insert med ord/foto vedr. baggrunden), så kan jeg 100% anbefale denne udgivelse. Men man skal nok være hurtig, da der er tale om et begrænset oplag (5000 ex – min er nr. 2950). Imusic har haft den til bestilling (uden leverings-garanti), men jeg kan ikke finde den dér mere (og Rhino’s netbutik melder også udsolgt), så måske skal man på Discogs og håbe at priserne ikke bliver presset vildt op.

Captain Phoenix skrev: 27 aug 2025, 21:04 Så kom ikke og sig, at jeg kun hører jazz her på ambassaden

Ja, det skulle da nødig hedde sig. Jeg har skam også haft fornøjelsen at at høre andet end jazz i dag.

Den ellers meget pæne unge mand bag disken nød helt tydeligt at have butikken for sig selv. Lige indtil jeg trådte ind ad døren for at hente mit forudbestilte eksemplar af den seneste Kenny Burrell-udgivelse på Craft.

Han var lige så godt igang med at give københavnerne fra Halshug's album "Blodets Bånd" fra 2015 ikke bare fuld spilletid.

Men også fuld VOLUMEN og det var lige præcis den type musik som Ole Hardcore og resten af kredsen omkring Rådne Lunger ville sige (råbe) bare var PISSEFE'IKKÅ!!!. Hvis det havde været en torsdag aften i den bedste sendetid - på pissoiret på Radar eller måske sammen med de andre rygere på trappen udenfor HeadQuarters.

https://youtu.be/2q536t0IaPo?feature=shared

Det var det så heldigvis ikke. Men det var meget hyggeligt og ligeså heldigvis lod den pæne unge mand sig ikke forstyrre. Så jeg blev som sædvanlig hængende lidt. Og derfor var der selvfølgelig også lidt mere end oprindeligt bestiit i posen, da jeg gik derfra. Som sædvanlig.


Det er egentlig først for relativt nylig, at jeg for alvor har fået øjnene (i virkeligheden er det jo ørerne) op for Frank Sinatra's kolossale kvaliteter på plade. Manden skrev vel næppe en sang selv i hele sin karriere. Til gengæld fik han sange skrevet til sig. Som f.eks. "Strangers In The Night, der oprindelig begyndte sit liv som et instrumentalnummer i filmen "A Man Could Get Killed". Men først og fremmest var han en gudsbenådet fortolker. Forskellen på at synge andres sange og så på at fortolke dem er jo, at man forstår at gøre materialet til sit eget og tilføre noget, det ikke oprindeligt havde. Og det var præcist det, Sinatra gjorde. Samtidigt med at han var fuldstændigt kompromisløs og altid krævede det ypperste. Både af sig selv og de musikere, han omgav sig med. Det er ikke ualmindeligt, at Sinatra's fortolkninger rent faktisk er bedre end originalerne

Uanset om man bryder sig om musikken eller ej. Så er det altid en god øvelse at lytte lidt til Frank Sinatra og så bagefter til nogle af de, der i dag kalder sig "sangere". Det er ret tydeligt, i hvert fald for mig, hvor meget vi har mistet.

Dan Auerbach's "Waiting On A Song" blev dagens joker og juryen er stadig ude på den. Det første gennemlyt efterlader mest af alt indtrykket af en plade, der for Guds skyld IKKE må lyde af Black Keys. Hvortil nogen har brain-stormet noget i retning af: Hvis vi nu laver noget, der lyder så'n lidt country-agtigt, men som samtidigt er produceret af Burt Bacharach...?

Så er der garanteret ALDRIG nogen, der har gjort det før!

Og det, kan man sige, er der måske også en grund til. Jeg er i hvert fald ikke helt sikker på at det var en god ide, Suzanne fra Marketing fik den dag. Til gengæld bærer pladen umiddelbart ret meget præg af at Auerbach's venten på en (god) sang ikke rigtigt bar frugt i denne omgang. Der er temmelig langt mellem snapsene. Eller måske er "Waiting On A Song" bare en af de plader, der skal have lidt tid og som falder på plads efter nogle gennemlytninger - eller år. Dem er der jo nogle stykker af.

Kenny Burrell-pladen er der til gengæld ikke så meget at sige om. Hvis man er til Burrell og jazz i kvalitets-udgivelser, så er det bare... køb - køb - køb.

Jeg er dog stadig lidt i tvivl. Måske skulle jeg alligevel have købt den Halshug-plade..?